|
|
|
|
PANAMA KANALEN:
HISTORIE:
Panama Kanalen er en slusekanal for havgående skibe. Den blev åbnet i 1914 og forbinder Stillehavet med Atlanterhavet.
Det enorme kanalbyggeri påbegyndtes i 1880 af et fransk konsortium, der blev ledet af Suezkanalens konstruktør, Ferdinand de Lesseps. Franskmændene kom i financielle og tekniske problemer, der sammen med jordskred og menneskelige omkostninger fik dem til at opgive at fuldføre Panama Kanalen. 22.000 arbejdere havde allerede mistet livet ved ulykker og sygdomme som malaria og gul feber.
USA købte planerne og det franske udstyr, hvorefter de i 1904 fortsatte arbejdet. Der blev ryddet grundigt op i det sygdomsfremkaldende område. Alligevel døde omkring 5.200 arbejdere, før Panama Kanalen for første gang besejledes af fragtskibet Ancon den 15. august 1914.
Indtil da måtte skibe sejle syd om Kap Horn, hvis ruten var New York - San Francisco. En tur på 22.500 kilometer var nu reduceret til 9.500 kilometer.
Området var en del af Colombia, der ikke ville overlade til USA at fortsætte det franske projekt. Men USA gav støtte til løsrivelsesbevægelser mod at få suverænitet over en zone på 8 kilometer på begge sider af kanalen til evig tid. Det gav pote, så i 1903 løsrev Panama sig fra Colombias herredømme. Panama og USA havde herefter fælles administration over selve kanal-zonen, hvor USA oprettede militærbaser.
Selve traktatens ordlyd var til fordel for USA, og det skabte selvfølgelig konflikter, hvorefter teksten blev genforhandlet op til flere gange.
I 1977 underskrev præsident Carter en helt ny aftale, og den traktat gav Panama fuld suverænitet over kanalen fra den 1. april 2000.
USAs militærbaser er nu nedlagt - eller i hvert fald indskrænket til et minimum. Hvis skibstrafikken ikke kan passere uhindret eller hvis vitale interesser er truet, har USA dog ret til at gribe ind.
Panama har i 2006 planlagt en udvidelse med et tredje løb, som omtrent vil fordoble kapaciteten.
|
|